Kronikserien Fremtidens Krop slutter efter 16 kronikker med tilhørende internetdiskussioner. Redaktøren gør her status over, hvad der sker, når teknovidenskaben begynder at sammensmelte kroppen med hele det teknisk-videnskabelige system og overvejer, hvilken placering den etiske diskussion indtager i spændingsfeltet mellem krop og system.

Siden april 2000 har man hver 14. dag kunnet læse en kronik om fremtidens krop, og dagen efter diskutere den med forfatteren på internettet. Fremtidens krop bliver til i samspil med en teknologi, der bliver en stadig større del af vores hverdag og i øjeblikket udvikler sig så hurtigt, at det er svært af følge med. Ønsket bag kronikserien har derfor været at skabe et rum hvor forskere og lægfolk kunne diskutere den teknologiske udvikling og de etiske problemstillinger som opstår i kølvandet på den.

Vi lever i en tid hvor grænsen mellem menneske og maskine bliver undermineret fra flere sider og mange frygter at miste deres menneskelighed i takt med at menneskesynet ændres. En frygt der sættes i spil når den kunstige intelligens bliver stadig mere intelligent og robotten i stadig højere grad kan programmeres til at efterligne den menneskelige adfærd. Frygten udspringer dels af en utryghed omkring teknologierne og hensigterne bag dem og dels af, at den enkelte ikke føler, at det er muligt at påvirke udviklingen af teknologierne. Hovedtemaet bag mange af internetdiskussionerne har derfor været menneskesynet bag teknologierne - og dermed en diskussion om etik. Det ville være meningsløst at forsøge at gengive det hele her, så jeg vil med kronikkerne og diskussionerne i baghovedet i stedet forsøge at beskrive, hvad jeg har lært undervejs om det at være menneske i en teknovidenskabelig tidsalder.

Et af de områder, hvor den moderne teknologi for alvor har hjulpet os til et mere behageligt og betydeligt længere liv, er i forsvaret mod sygdom og pludselig død. Alligevel knytter der sig mange etiske problemstillinger til områder som f.eks. kunstige organer, gentestning og kloning.

De etiske diskussioner omkring brugen af kunstige organer har på den ene side forventeligt drejet sig om brugen af elektroniske aggregater, dyreorganer eller transplanterede menneskeorganer, men har på den anden side også affødt en diskussion af hvem, der har adgang til dem.

For det første er det nemlig kun os fra den velstillede del af verden, der vil få adgang til denne luksus, og for det andet vil vi givetvis ikke nøjes med at bruge denne teknologi på at udbedre sygdomme, men også på udvide vores kropslige evner ved at bytte de organer vi nu en gang er født med ud med nogle bedre.

Denne diskussion blev taget op af flere omgange, f.eks. også i forbindelse med sportens verden, hvor lægevidenskaben og lægemiddelindustrien har vist sig som aktive medspillere hvad angår kunstig udvidelse af kroppens ressourcer - vel og mærke på raske udøvere.

I dag anvender normale raske mennesker lægemidler som aldrig før, så hvorfor skulle denne udvikling ikke også inddrage andre forbedringer som f.eks. øget hukommelse og indlæring...for dem, der har råd til det? Er det etisk forsvarligt, og er det fremtidsscenarier, som disse vi ønsker at understøtte?

De etiske diskussioner omkring gentestning handlede bl.a. om de psykiske konsekvenser en udbredt brug at gentests vil få. Når vi får mulighed for at genteste for mere almindelige sygdomme, vil vi kunne vide om vi har særlige anlæg for f.eks. at udvikle kræft af forskellige typer. En positiv gentest viser dog kun, at der er en forhøjet risiko for, at man udvikler kræft - ikke at sygdommen vil komme i udbrud. Og omvendt vil en negativ test ikke frikøbe det enkelte menneske for sygdommen, som hvad kræft angår er bestemt af ikke-arvelige faktorer i mere end 90% af tilfældene. Det etiske dilemma består i om denne type gentests bør forbydes, selv om de vil kunne redde menneskeliv. Hvis gentests først kommer på markedet, vil det blive svært for den enkelte at vælge dem fra, og hvis man tager testen er der altså en temmelig høj risiko for, at man enten kommer til at underspille risikoen for at blive ramt af kræft eller at man lader sit liv styre unødigt af frygten for, at man skal udvikle kræft. Men en gentest har også konsekvenser for familien, for hvis et familiemedlem tager en gentest og vedkommende viser sig at have anlæg for en særlig type kræft, så er resten af familien også involveret...medicinsk såvel som socialt og psykisk.

På kloningens område har man allerede produceret gensplejsede dyr, de såkaldte transgene dyr, der kan udvinde proteiner til lægemidler. Her var de fleste enige om, at det helbredsmæssigt var et stort fremskridt, men at denne brug havde et dyreetisk problem, der gik på, hvorvidt det er etisk forsvarligt at reducere og modificere dyr til levende "reservedelsfabrikker". Denne diskussion var også knyttet til kloningsteknologiens fremtidvision, hvor man gennem kloning af f.eks. en leukæmipatients bindevævsceller håber at kunne skabe stamceller til reparation af patientens knoglemarv, som derved igen vil kunne danne blodlegemer. Ingen kan vel være uenig i, at det er til gode for patienten, men i etisk øjemed kan man stille spørgsmålstegn ved på hvilket niveau man generelt bør gribe ind og omstrukturere menneskets eller dyrets organisme, førend man har et bedre kendskab til konsekvenserne. Bør man med andre ord ændre de fundamentale byggestene i et levende væsens organisme, førend vi forstår organismen til bunds? Kommer vi nogen sinde til at forstå organismen til bunds?

Det gør vi måske ikke. Tvivlen skyldes, at forståelsen af den menneskelige krop udspringer af en forestilling og ikke en tilbundsgående viden om denne organisme. Baggrunden for dette er, at videnskab kræver, at man tænker i systemer. Det vil sige, at når man f.eks. vil vide noget om kroppen, så ledsages forskerens målinger af nogle bestemte forventninger, som igen er funderet på en række hypoteser, der udspringer af et system. Et eksempel på et system kunne være en maskine, der reagerer på bestemte måder i bestemte situationer, fordi den er bygget ud fra bestemte principper. Vi kan så at sige regne den ud. Forskellen på en maskine og en krop er bare, at maskinen har vi selv bygget op på baggrund af det filter, vi forstår verden igennem, mens menneskekroppen ikke er bygget efter, men kun søgt forstået igennem dette filter. Vi vil derfor hele tiden blive klogere på menneskekroppen efterhånden som vi udvikler vores teknologi, men vi vil aldrig kunne forstå den fuldt ud, fordi den ikke er skabt i vort billede. Og det er en af grundende til, at vi f.eks. endnu ikke ved, hvordan organismen selv udnytter informationen i DNA.

De etiske fordringer udspringer af at mennesket ikke er et system, i hvert fald ikke et system, vi forstår. Mennesket er unikt, bl.a. fordi vi har en bevidsthed. En bevidsthed som hjælper os til at sprogliggøre os selv - til at forstå os selv med abstrakte begreber, i forhold til et givent system. Robotter er bygget efter disse menneskeskabte systemer og derfor adlyder de systemernes logik. Men mennesket er ikke reducerbart til et menneskeskabt system - vi er på en og samme gang krop, person og organisme og vi eksisterer i samspil med vores kultur som kommunikerende og reflekterende samfundsindivider. Og det er denne komplicerede størrelse, der fordrer den etiske diskussion i forhold til brugen af den moderne teknologi, for mennesket skaber netop gennem sit menneskesyn en ramme for det, vi kalder det menneskelige.

Der er vel næppe nogen ved deres fulde fem, som tror på en fremtid uden teknologi. Spørgsmålet er derfor snarer, hvordan vi skal bruge teknologien, og hvilke værdier den bør knyttes sammen med. Både i vores ydre omgang med maskiner og i teknovidenskabens arbejde under hudens overflade, er vi blevet afhængige af og indspundet så kraftigt i teknologien, at det for alvor er blevet svært at se, hvor kroppen ender, og hvor systemet begynder. Det kan man vel heller ikke - men man kan og bør diskutere det - og det er den etiske fordring. Det er det, vi har forsøgt gennem denne kronikrække med efterfølgende internetdiskussioner. Her viste det sig, at interesserede lægfolks spørgsmål har affødt nye ideer og perspektiver hos flere af forskerne samtidig med, at mange kroniklæsere har fået et blik ind i forskningens verden. Internetdiskussionerne har både været præget af alvor og humor samt af en lyst til at tale sammen - og det er her, denne kronikserie har haft sin styrke, nemlig i forsøget på at skabe et fælles sprog eller et forum, hvor forskere og lægfolk har kunnet diskutere, hvad det er, vi gerne vil med denne teknologi, der altså både understøtter vores fortsatte eksistens og udvikling, men som også truer med at sætte systemet foran mennesket. Jeg synes, at denne menings- og vidensudveksling gennem kronikker og internetdiskussioner har kastet et menneskesyn af sig, som anskuer mennesket som et væsen, der værdsætter egen og andres eksistens i et højteknologisk samfund. Et menneskesyn, der hele tiden kræver at vi diskuterer, hvorvidt vi gennem vores brug af teknologien respekterer menneskets autonomi, værdighed, integritet og sårbarhed og dermed sikrer en menneskeliggørelse af den fortsatte teknologiske udvikling.

Tak til alle der fulgte med og en særlig tak til kronikørerne Søren Holm, Karen Brøndum Nielsen, Poul Hyttel, Claus Emmeche, Henrik Hautop Lund, Benny Lautrup, Lars Kai Hansen, Benedikte Thuesen, Claus Møldrup, Michael May, Kasper Lippert-Rasmussen, Jacob Dahl Rendtorff, Nina Lykke, Mette Bryld, Francois Grey og Anders Sandberg.

Alle artikler, fotos, grafik og øvrige illustrationer, der er på denne side, stammer fra Jyllands-Posten. Artikler o.l. er beskyttet af de ophavsretlige regler og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden tilladelse.