Siden Dolly har bioteknologiske fremtidsvisioner været et fast indslag i allehånde medier. Og det er ikke blot fremtidsvisioner, for mennesket har allerede indoptaget teknikken i sig med f.eks. kunstige hofter, knæ, blodkar såvel som høreproteser, pacemakere, kranieplader, øreknogler, korsbånd, kunstige hudkulturer osv. - og det er kun begyndelsen. I kraft af denne udvikling er det ikke længere så indlysende, hvad der er naturligt og hvad der er kunstigt - hvor kroppen begynder og hvor den slutter.

Begreberne "naturligt" og "kunstigt" knyttes normalt til værdierne "godt" og "dårligt". Men denne skelnen og værdiladning bliver diffus, når det kunstige indoptages i kroppen, og i opløsningen af modsætningen mellem naturligt og kunstigt opløses også modsætningen mellem "mennesket" og "maskinen" - man kunne faktisk påstå at mennesket og maskinen fusioneres. Dette ses meget tydeligt i dagligdags begreber som f.eks. bioteknologi, genteknologi, genetisk kode, kunstig intelligens og så videre.

Udadtil er det i dag den tekniske udvikling i form af genterapi og kloning, der sætter dagsordnen. Men indadtil handler det måske i højere grad om at finde nye orienteringspunkter, som man kan hægte den menneskelige eksistens op på. Det er derfor den diskussion der følger disse nye teknologier er så følelsesladet, for hvad sker der med menneskets selvforståelse når teknikken sniger sig ind under huden?

Mens moderne biologi forsøger at optimere menneskets arvemasse, diskuterer medicinerne bl.a. organtransplantationer. Ofte forsvinder den klassiske forståelse af mennesket forstået som et unikt individ i dette perspektiv og bliver i stedet til en multikompatibel maskine med udskiftelige dele. Menneskekroppen er i manges øjne blevet en ressource, hvor der ingen principiel forskel er på det teknisk kunstige og det organisk naturlige. Man ophæver med andre ord forskellen mellem det konstruerede og det levende liv. Liv lever i dette perspektiv ikke som en helhed i det ukrænkelige individ; liv fungerer efter en mekanisk rationel logik. Og deri gør de regning uden vært. For mennesket er mere end en maskine - vi er først og fremmest en levende og oplevende helhed, uadskillelig fra vores person og hele liv. Så den naturvidenskabelige beskrivelse af mennesket i tekniske termer er praktisk i eksperimenter, men er udtryk for et reduktionistisk menneskesyn. Teknikken er en del af os...men det gør os ikke til homo technicus.

Lider "det menneskelige" skade når den moderne teknologi i stadig højere grad integreres i kroppen?
Det er der mange der mener, men hvad er så i givet fald "det menneskelige"?

Ville det være anderledes hvis det hjerte vi fik transplanteret var fra et dyr - ville det ikke føles mere naturligt?

Hvorfor har vi større tiltro til det mekanisk/elektroniske hjerte?

Føler vi os mere som en maskine end som et dyr?